I går var store foto-dag på radioen. Der var arrangeret shoot for newcomers (mig…) og for dem der trængte til et nyt billede. Således var jeg sat i stævne kl 9, hvilket betyder stå-op-tid tre timer tidligere. JA jeg er en super slow starter, OG det tager uendelig lang tid, når jeg skal gøre mig klar til den slags. Faktisk tager det altid PRÆCIS den tid jeg har sat af, plus et kvarter ekstra, som jeg kommer for sent. Det er helt fast…

…Grunden er muligvis, at jeg ikke altid har en skudsikker plan. Jeg ved ikke helt præcis hvad slutresultatet skal blive, når jeg går i gang med dullegrejet. I dag lagde jeg for eksempel ud med at curle håret op. Det gør jeg tit, for jeg vil som regel gerne have de lækre bløde krøller, der kommer ud af det. (anbefaler VARMT de gode gamle carmen-curler, evt. i moderne udgave. Kunne ganske simpelt ikke selv  eksistere uden)…

…Men så skete der det uforudsete, at den halvmystiske hårlak jeg valgte at bruge i dag mens jeg satte curlerne i, nærmest havde den modsatte effekt på mit hår i forhold til hvad den slags plejer at have. Da jeg tog curlerne ud og begyndte at sætte håret, forsvandt krøllerne som dug for solen. Well well, det var kun begyndelsen. Herfra væltede mærkværdighederne ned over mig. Pludselig synes jeg, at den kjole der var fin da jeg købte den i tirsdags, var frygtindgydende kort. Så konstaterede jeg, at min stropløse bh, som var et ABSOLUT MUST under, var pist forsvundet. Dernæst viste det sig, at de bittesmå øreringe jeg havde regnet med at jeg skulle have på, var gået i stykker. Og til sidst rev jeg hul på min strømper på vej ud ad døren… Men på den front var jeg heldigvis garderet.

Det skønne ved hele redeligheden var, at selvom jeg var 20 minutter forsinket, ankom jeg samtidig med fotografen, som skulle stille op og lave lys, før vi kunne komme i gang. Og hun var i øvrigt toppen af sød og skøn at arbejde med, Christine hed hun, så det endte med at blive en herlig dag trods panisk start.

Nogle dage er lavet af lort. Sådan tror jeg de fleste har det ind imellem. Jeg var oppe at skændes i går, med en jeg slet ikke magter at skændes med. Det gjorde mig ked af det, vred og ulykkelig for jeg ved, at skænderiet hverken løste noget, eller bragte os hen til et nyt sted, hvorfra vi så kan tage fat på en ny måde. Det føltes i det hele taget nyttesløst, og alligevel meget nødvendigt. Nogle gange er det godt at få sagt fra overfor urimelige uretfærdigheder. Man må passe på sig selv, for det er der kun en selv til at gøre. Det der med at få sat sine grænser rigtigt på en klar og tydelig måde, kan åbenbart være et svært stykke arbejde, som det tager lang tid at lære at gøre rigtigt. Endnu sværere, for mig i hvert fald, synes det at være at tage konsekvensen, hvis nogen alligevel vælger at overskride dem gang på gang. Oven på sådan en tur vågner jeg op her til morgen, og er egentlig stadig vred. Men nu mere på mig selv over den enorme energiudladning som skænderiet var, og som har efterladt mig helt drænet.

Men her fra skal det gå frem. Jeg har besluttet, at resten af denne her dag skal blive vidunderlig. Jeg har spændende opgaver foran mig, og jeg skal være sammen med dejlige mennesker. Så nu står den på morgenkaffe, en hurtig make-up og så masser af mental selvforkælelse. Jeg ved jo at det virker at mane de negative tanker i jorden og erstatte dem med positive. En simpel teknik der nærmest lyder for banal og selv-hjælps-bølge-dum til at kunne fungere. Ikke desto mindre virker det for mig. Jeg ved, at jeg kan vende denne her følelse af at være vågnet til en lortedag, til en viden om, at det bliver en fin og fantastisk dag, der bare startede lidt svagt.

Jeg indrømmer det gerne, jeg har en ustyrlig hang til pynt. Al slags. Det har altid været sådan, at når jeg shopper, kommer jeg hjem med mindst ligeså mange accessories som reelle stykker tøj. Jeg har kassevis af halskæder, armbånd, øreringe, bælter og tasker, for ikke at nævne et helt skab KUN til ting der har med negle at gøre. Jeg øver mig i at drosle det ned, men hvem kan stå for de her nuttede hæklerier og matchende lak? Ikke mig i hvert fald, og det passer liiiige til sådan en herlig mandag som denne.

Jeg har været en tur i skoven for at lufte Uffe, og for at få ordnet de vigtigste forårsritualer.

Her i starten af foråret sørger jeg altid for at spise et nyudsprunget bøgeblad i skoven. Min farmor har lært mig, at gør jeg det, vil jeg bevare mit gode helbred hele året. Jeg tror hun har ret, og jeg tager i hvert fald ikke chancen og lader være. De smager lidt syrligt minder mig om, at vi er på vej mod sommeren. Desuden er det et hyggeligt lille ritual, der får mig til at føle mig i pagt med naturen.

Skovmærke skal plukkes før det er for sent, og det ved jeg egentlig ikke helt hvornår det er. Men går de i blomst, er løbet i hvert fald kørt. Jeg får det egentlig sjældent gjort, men i år lykkedes det mig at plukke denne lille bukket, som nu er lagt til tørre her hjemme. Tørret skovmærke dufter dejligt, når de plukket rettidigt altså, og hvis der er regn på vej siges det, at de udsender en særlig kraftig duft. På den måde bliver jeg uafhænging af vejrudsigter, og kan bare stikke snuden i de tørrede planter, hvis jeg vil vide om jeg skal have paraplyen med på tur.

Det var egentlig min plan også at plukke en masse dejlig skovsyre til at putte i salaten, men det blev ikke denne gang, for Uffe ville meget hellere rundt om søen for at se om der var frøer.  Og den slags ønsker bliver naturligvis respekteret.

Follow my blog with Bloglovin